Musik kan også anvendes i hospitalsmiljøet, udenfor de egentlige behandlingssituationer – som f.eks. i venteværelser. Nedenstående citat er fra en artikel om et vellykket forsøg på Frederiksberg Hospital:
Musik beroliger patienter
Kortere ventetider og mere rolige patienter. Det er resultatet af musik i venteværelset på medicinsk ambulatorium på Frederiksberg Hospital.
Patienterne kommer hurtigere til undersøgelse, og besøget hos lægerne og sygeplejerskerne foregår i en mere behagelig atmosfære.
Siden personalet i Kardiologisk-endokrinologisk ambulatorium på Frederiksberg Hospital er begyndt at spille musik i venteværelset, er ventetiden for de daglige ca. 50 daglige patienter gået ned med op til 30 minutter.
”Patienterne er ikke længere så frustrerede over ventetiden. De brokker sig ikke så meget mere til personalet, efter vi indførte musikken i venteværelset. Forestil dig hvor meget vi sparer i tid, fordi patienterne ikke længere er frustrerede og beklager sig over ventetiden! Der kan hurtigt gå to til tre minutter af hver konsultation med brok, berettiget eller ej, men det er tiden altså for kostbar til,” udtaler lægesekretær, souschef Vivian Sundstein, som fik ideen med musikken.
Vivian Sundstein har kun fået positive tilbagemeldinger fra patienterne om musikken. Nogle patienter siger, at de slapper af og ikke føler, at de spilder tiden i venteværelset. Enkelte patienter har endog været så glade for musikken, at de selv har købt den.
Musikken, som er meditativ, er af Niels Eje. Han har lavet flere udgivelser med meditativ musik under navnet MusiCure.
”Hvis jeg fornemmer, at der er en dårlig stemning i venteværelset undersøger jeg altid, om musikken er sat på. Ellers sørger jeg for at gøre det, og så bliver der normalt hurtigt en behagelig atmosfære i venteværelset igen,” fortæller Vivian Sundstein.
Hun tror, at miljøet i venteværelset kan blive endnu mere til gavn for patienterne – og personalet.
”Jeg har overvejet, om ikke det var en god ide med en fontæne i venteværelset. Der er ikke noget så fredfyldt og beroligende som vand! Det bliver måske vores næste projekt for venteværelset,” udtaler Vivian Sundstein.
Klide: Frederiksberg hospitals hjemmeside
Kilde: DR Nyheder: Ventetid glider lettere ned med musik
Kilde: DR Nyheder: Ventetid glider lettere ned med musik


